+45 2484 0194 laura@karm.dk

KARM ARKITEKTUR – TILBYGNING  &  NYBYGNING

Jeg plejer at sige, at jeg tegner alt fra hundehuse til højhuse. Jeg tegner hvad som helst, som folk gerne vil have tegnet. Mine kunder og deres ønsker er lige så forskellige, som de bygninger der er skabt ud af mine streger. Fælles for de fleste projekter er, at de starter med en drøm.  

Uanset om din opgave er stor eller lille, løser jeg den med omhu og finder en god balance imellem økonomi og kvalitet. Min ambition er hver gang at skabe den løsning, som du bliver helt tilfreds med. 

HUS I ET DRIVHUS I ET LANDSKAB

Kunden købte en gammel ejendom på Nordmors og skilte den ad. Ud af de 22.000 håndrensede gamle munkesten kom der et nyt hus i et nyt drivhus placeret i et gammelt istidslandskab. Præcis på det sted, hvor udsynet er særligt spektakulært. Der hvor vestenvinden tager fat uden nåde. Men ikke inde i huset i drivhuset i landskabet. Den unikke ejendom, der ligger med med front og tagterrasse mod Thisted Bredning, huser også Room Yoga. 

I 2020 tildelte Morsø Kommune ejendommen kommunens arkitekturpris. 

HUSET, DER GROR UD AF SKOVEN

I de poetiske bakker mellem Hanklit og Salgjerhøj på Nordmors havde nogen engang omdannet et foderhus på en minkfarm til et miniaturefritidshus. Det blev udgangspunktet for en stor tilbygning, der efter kundens ønske skulle gøre så lidt væsen af sig som muligt i landskabet. Tilbygningen og det gennemrenoverede oprindelige hus står nu skarpt. Det grønne overdrev trækkes ind over huset af naturtaget, og skovens stammer spejles i den horisontale beklædning i lærketræ. Indvendigt er ryggraden i arkitekturen en opsadlet egetræstrappe, der med solnedgangen mod vest trækker lyset, skoven og dens bevægelser ind i huset via den brede trappeopgang. Mere på kundens instagramprofil 

FACADE PÅ KIRKECENTER

Facaden til kirkecenteret ved Nykøbing Mors Kirke er tegnet med respekt for det eksisterende udtryk. At bygge nyt til smukke, klassiske bygninger er en opgave, som skal løses med den største omhu. 

 

VILLA MED MODERNE UDTRYK

Moderne arkitektur skal på en gang udtrykke den tid, vi lever i lige nu, og også være udført med en ambition om at bygningen er smuk om 50 år. Æstetisk bæredygtighed i arkitektur er overordentligt vigtigt. 

 

TRAPPEN, DER KAN SÅ MEGET ANDET

Gennemgangsrum – trapper, entreer, bryggerser – må meget gerne tilføre andet end praktik. Den gode arkitektur kan bidrage med overraskende sanseoplevelser i disse transportrum. Bygherren af trappeopgangen, der er fotograferet her,  synes at dette i særligt grad er lykkedes. 

 

STREGER – OVERTUREN TIL DE FLESTE KARM-LØSNINGER

Indflyvningen til de fleste opgaver hos KARM ARKITEKTUR er frimodige stregtegninger. Hånden får fri fra hjernens begrænsninger. Den løber sine egne vegne, farer vild, finder nye spor, der kan lede frem mod den helt rigtige – og ofte overraskende – løsning.